Skovspurven:
Den er blevet en af vores yndlinge herude i de senere år. I de mange gode solskinstimer dette efterår (2005) har der siddet et kvidrende "sangkor" med chokoladefarvede kalotter, knap en snes Skovspurve, i de tætte Malus sargentiibuske med de mange små, røde æbler. I skiftehold får de sig et velfortjent foder i det lange foderhus, og imens bliver lyden fåstemmig. Men så samles de igen og stimuleres tydeligt af det milde vejr med op til 20 grader. Ud fra vores iagttagelser er det tre kuld, der opholder sig her i måneder. Sandsynligvis vil de helst æde små frø som hirse- og hørfrø, men i denne tid er de med til at tømme sargentiibuskene for frugter. I fuglebøger har vi fået bekræftet, at Skovspurvene ofte bor i løst opbyggede kolonier. Om vinteren er det nok især de tiloversblevne, som husker stedet og fouragerer her. Hvem ved? Gråspurv har vi kun noteret et eksemplar af her igennem alle årene. Dette sted er ikke dens biotop. Mens gråspurven er i stærk tilbagegang, går antallet af skovspurve frem.