tilbage
NATUR VESTHIMMERLAND


Livvagter for fuglekikkere i Irak.
At tilværelsen kan være hård i Irak er sikkert gået op for de fleste. Det gælder imidlertid også for de mennesker, der arbejder i den lokale naturbeskyttelsesorganisation NATURE IRAQ. Den arbejder jævnligt med at indsamle data vedrørende biologisk mangfoldighed. Det indebærer besøg i nogle af de mest farlige områder i landet på jagt efter sjældne arter som Steppevibe.
Foreningen har imidlertid formået at få den irakiske hær med på ideen om at kortlægge områderne. Det betyder, at en gruppe i hæren med livvagter er afsat til formålet, når der opstår behov.
Hæren har udvist stor forståelse for foreningens arbejde. Blandt andet er der gået sport blandt soldaterne i at finde fuglene. Fra de vestlige dele af ørkenområderne blev der således i 2010 rapporteret over 450 Lille Tårnfalk på træk. Soldaten, som fandt en ynglende Sørgestenpikker (Black Wheatear) har også grund til at juble. Det var nemlig det første ynglefund af denne stenpikker i landet.
De mesopotamiske vådområder i Sydirak er kendt for overvintrende vandfugle, og i viteren 2009 blev der talt 41000 Marmorænder. Dette vakte stor opmærksomhed, eftersom verdensbestanden af Marmorand er anslået til et sted mellem 14.000 og 26.000 individer. Der er imidlertid også rapporteret om jagt på Kravetrappe samt fangst af Slagfalk. Kilde: Vår Fuglefauna, Norsk Ornitologisk Forening
Albert Steen-Hansen
Opdateret d. 5.10.2010