tilbage
NATUR VESTHIMMERLAND


Bramgåsen, en fisk eller et skaldyr?

Den naturinteresserede, der færdes i fjordlandskabet, kan næppe have undgået at bemærke, at der i de senere år er blevet flere og flere gæs. Vi ser dem på strandenge, på nyspirede kornmarker eller i himmelrummet over os. I disse dage er der en "gakken" af gæs morgen og aften, når de i større eller mindre flokke mod en blå eller rød himmelbue tegner kileformede figurer i bevægelse på vej til nye græsgange.
På rastepladser og træksteder overalt i Europa oplever man i disse år en enorm forøgelse af gæs. En succes, som har flere årsager. Blandt andet har det intensivt dyrkede landbrug skabt flere vintergrønne marker, der giver gæssene et bedre fødegrundlag. Dertil kommer jagtfredning for nogle arter, ( eksempelvis Bramgås og Knortegås), og endelig er forfølgelsen af gæs på ynglepladserne i f.eks. Rusland for nedadgående.
Denne succes blandt gæssene har haft og har stadig afsmittende virkning på antallet af gæs her i lokalområdet. Ikke mindre end 8 arter er observeret på engene mellem Staun og Valsted, men nogle af dem kun som et enkelt individ, andre meget fåtallige. Det gælder Rødhalset Gås og Blisgås, herunder Grønlandsk Blisgås. Det helt store, spektakulære gåseshow leveres af fire til fem arter. Som repræsentant for de sorte gæs, også kaldet rajgæs ses Bramgås, Lysbuget Knortegås og Canadagås. Blandt de grå gæs har vi Kortnæbbet Gås og Grågås.

Men her skal det handle om Bramgåsen. På engelsk kaldes denne smukke sort-hvide gås barnacle goose, hvilket kan oversættes til langhals-gås. Og det sort/hvide hoved kan da også med god vilje minde om langhalsen, et krebsdyr med en lang arm, der sidder hæftet i klynger på drivtømmer, og som kan findes i opskyl ved vestkysten.
I århundreder levede det sagn, at Bramgåsen var en fisk eller et skaldyr, som udsprang af døde træer. Sagnet eksisterede helt frem til 1800-tallet, indtil man fandt gåsen ynglende på Svalbard.
En af årsagerne til, at sagnet kunne overleve så længe, var sikkert, at katolikkerne i Irland og Skotland, hvor Bramgåsen overvintrer, havde en god undskyldning for at spise kød i fastetiden.
Sagen blev i 1200-tallet bragt for paven og Kejseren af Hohenstaufen. Kejseren, der efter sigende var en af de første ornitologer i Europa, betvivlede historien og kaldte den overtro, og paven skred ind med et forbud mod at spise gæs i fastetiden.
En del af sagnet om bramgåsen fortalte også, at der på stranden af Orkney-øerne voksede træer med skalbærende frugter. Når de faldt i vandet blev de til vilde gæs.
(fra "History of Plants 1597)

I dag spiser man heller ikke Bramgæs, uanset ens religiøse holdning , idet de som allerede omtalt er jagtfredet. Men med det stigende antal rastende fugle vejrer jægerne morgenluft, og konflikter med landbruget har vi allerede set. Der gives nu dispensation til afskydning på Mandø og i Tøndermarsken. Tidligere tog fuglefolket, mig selv inklusiv, til Det tyske Vadehav for at se Bramgæs i større tal. Da rastede de på Hamburger Hallig, og vi måbede ved synet af 8-9000 fugle. Da anslog man bestanden til ca. 40000. Men i dag, hvor gæssene opholder sig nordligere, og bestanden er øget til ca. 700000 individer, behøver man blot at tage til Det danske Vadehav. Her rastede der blandt andet den 13. marts i år ca. 9000 Bramgæs på Mandø.

I øvrigt har Bramgåsen en meget begrænset nordatlantisk udbredelse. Den forekommer hovedsaglig i 3 populationer i henholdsvis Østgrønland, på Svalbard og på øer i Hvidehavet. I de seneste årtier har arten dog spredt sig til Østersø- og Nordsøområdet. Den yngler nu i flere lande i Europa, og her i landet har vi over 1000 par på Saltholm.

Men hvorfor tage over åen efter vand, når vi selv har Bramgæssene lige uden for døren. Med henblik på at æde sig fede for at kunne klare den lange rejse til det nordlige Rusland og efterfølgende gennemføre en ynglesæson opsøger de strandengene og de spirende kornmarker. Og det er meget nemt at finde dem.

På Staunvej mellem Bakkegård og Kravmarksgård ( ca. 57.00.20.41 N og 09.30.04.31 Ø) er der fint udsyn til Hornsgård Holm. På markerne mellem vejen og fjorden samles gæssene. Men tiest går de helt ude på strandengen, så en medbragt kikkert er næsten uundværlig. De sort/hvide Bramgæs med den hvide kind er lette at udpege mellem de grå gæs, som for størstedelen er Kortnæbbede Gæs. Men det er en helt anden historie.
Alternativet er at køre ud ad Østerkærvej, men ret hurtigt bliver gæssene opmærksomme på billygterne og flygter længe før, man kommer på godt kik.

Albert Steen-Hansen

Bramgæs

Langehalse

Bramgæs over Barmer Enge
Opdateret d. 28.4.2011